Der ligger et land mod den evige sne

1 (4 -4) (-3 3) -2 -1 1 5 -5 6 5
Der ligger et land mod den evige sne,
-5 6 6 -6 7 6 -5 5 -4 4 6
i revnerne kun er der vaarliv at se.
6 6 -5 6 -6* -5 5 -4 3 3 3
Men havet gaar til med historiedøn,
3 5 -5 6 5 -5 6 -5 -5 5
og elsket er landet som mor af søn.
 
Hun tog os i fanget, den gang vi var smaa,
og gav os sin saga med billeder paa.
Vi læste, saa øiet blev stort og vaadt;
da smilte den gamle og nikked blot.
 
Vi sprang ned til fjorden, vi stirrede mod
den askegraa bauta, hvor gammel den stod;
hun stod der end ældre, sa' ingen ting;
men stensatte hauger laa rundt i ring.
 
Hun tog os ved haanden, og følge hun gav
bort derfra til kirken saa stille og lav,
hvor fædrene ydmygt har bøiet knæ,
og mild'lig hun sagde: "Gjør I som de!"
 
Hun strødde sin sne over fjeldbratte li,
bød saa sine gutter at staa den paa ski.
Hun knuste med stormhaand den nordhavs speil,
bød saa sine gutter at heise seil.
 
Hun satte de vakreste jenter i rad
at følge vor idræt med smil og med kvad,
og selv sad hun høit i sin sagastol
med maaneskinskaaben opunder pol.
 
Da lød der et fremad! et fremad! endnu
paa fædrenemaal og med fædrenehu
for frihed, for norskhed, for Norge hurra,
og fjeldene selv roper langt hurra.
 
Da løsned begeistringens rullende fonn,
da døbtes vi af hendes mægtige aand,
da stod over fjeldet et syn i glød,
 
som siden os maner indtil vor død.